Vi sammenligner eksempler på tysk og dansk landskabsmaleri og beskæftiger os med de karakteristiske træk ved den tyske romantik og "Københavnerskolen" i den såkaldte Guldalderkunst. Mens de tyske romantiske malere som for eksempel Caspar David Friedrich ofte udtrykte et religiøst budskab i deres landskabsmalerier og behandlede individets eksistentielle situation, søgte malerne fra "Københavnerskolen" den umiddelbare gengivelse af det sete landskab i sin helhed såvel som i dets mindste bestanddele. Fra og med 1830'erne blev landskabsmaleriet centrum for den politiske debat på grund af konflikterne mellem de tysk- og de dansksindede. Landskabsbilleder blev ikke længere udelukkende vurderet i et æstetisk perspektiv, men blev betragtet som politiske udsagn. Påvirket af ideen om at landskabet præger et lands nationale karakter, blev landskabsbilleder af staten og kunstkritikken erklæret som et værktøj til national/nationalistisk opdragelse. For eksempel rettedes en særlig opmærksomhed mod billeder, der skildrer landskabelige særpræg, såsom hederne eller moserne i Jylland eller de historiske monumenter (som oldtidsgrave eller "stendysserne").

Overførslen af de politiske kontroverser til billedkunstens område vanskeliggjorde i stigende grad tysk- og dansksindede kunstneres fælles liv og arbejde. I spændingsfeltet mellem dansk- og tyskhed måtte holstenske og nordtyske kunstnere, der boede i Danmark, beslutte sig for en national side. Det var først i anden halvdel af det 20. århundrede, at den transnationale historie om den tysk-danske kunst i det 19. århundrede blev anerkendt igen.